Læs først teksten 'Klummen kort fortalt' - her finder du relevant information om det at skrive en klumme.
Læs herefter klummen Kurt og bøsserne grundigt.
(Klummen er fra MetroXpress d. 4. november 2009)
Klummen kort fortalt
De fleste aviser har flere klummer, dvs. en fast rubrik, placeret samme sted i avisen. Til den bidrager en eller flere klummeskribenter, der efter engelsk forbillede laver deres column (ordet betyder spalte på engelsk) på faste ugedage. I klummen skriver columnisten (klummeskribenten) i personlig stil med en kreativ, ofte eftertænksom og provokorende sprogtone om emner, der er opppe i tiden. Det er ikke avisens holdning, der afspejles, men kun skribentens. Det afgørende er, at columnisten er god til at anlægge uventede vinkler på aktuelle eller dagligdags emner, som læserne kan identificere sig med. De rigtig gode klummeskribenter etablerer en form for brand, hvorfor de bliver en del af avisens image og engagerer en stor gruppe faste læsere.
Kilde: Asmussen, J. - Faktiske tekster, s. 65.
Kurt og bøsserne
Dagens klummeskribent er Omar Marzouk. Læs her hvorfor han vælger at ringe op til tegneren Kurt Westergaard, og ikke mindst om hans holdning til Onyszko's udtalelse om bøsser
Der var en ting, som jeg fandt morsomt ved terrorkomplottet mod Jyllands-Posten og Kurt Westergaard. Det morsomme var, at nogen havde bestemt sig for at ville sende en sød besked til Kurt Westergaard, når nu terroristerne truede ham på livet. Denne besked kom i en pakke.
Kurt Westergaard bliver selvfølgelig skræmt fra vid og sans, hvorefter han tilkalder politiet.
Det er desværre ikke første gang, Kurt Westergaard ser en mistænkelig pakke. For nogle uger siden var det selveste Pia Kjærsgaard, som udløste terroralarmen. Hele balladen startede, da Pia ville lykønske et galleri og tegneren med en udstilling.
Jeg ved ikke med dig, men jeg synes, det er morsomt endelig er det blevet bevist, at Pia Kjærsgaard er en terrortrussel.
Har terroristerne ikke vundet, når folkevalgte politikere og velmenende borgere ikke engang kan sende en buket blomster til en tegner? Jeg tror, at jeg taler for hele campingfolket, når jeg siger: DET SKAL VI IKKE FINDE OS I!
Derfor tog jeg min mobil, surfede lidt rundt på nogle jihad-hjemmesider og fandt Kurt Westergaards nummer.
Jeg ringer op og siger: »Hey, det Omar, jeg vil gerne sende dig en pakke.«
Her havde jeg forventet lidt glæde eller i det mindste et tak fra den verdensberømte tegner, men næ nej. Han smækkede bare røret på med ordene: »Jeg siger aldrig undskyld!«
Ubehøvlet satan. Jeg tror, at berømmelsen er steget ham til hovedet.
Der er svært med den ytringsfrihed. I denne uge blev den polske målmand Arek Onyszko fyret fra FC Midtjylland for at sige sin mening om bøsser. I sin bog Fucking polak fortæller Onyszko, at han hader bøsser.
Det er hårde ord fra en mand, som har valgt et erhverv, som næsten udelukkende befolkes af mænd. Faktisk plejede Onyszko at afslutte sin arbejdsdag med at gå i bad med andre mænd. Det da rimelig meget gay, hvis du spørger mig.
Personligt synes jeg ikke, det er fair at fyre Arek Onyszko. Det løser heller ikke det overordnede problem, nemlig at fodboldindustrien som helhed er ekstremt homofobisk. Spørg dig selv, hvor mange kendte homo-fodbold-stjerner kender du? Ikke bare i den hjemlige liga, men på verdensplan. Svaret er nul.
Derfor forventer jeg faktisk vil jeg kræve at landets politikere tager afstand fra dette faktum.
Det ville klæde Lars Løkke og Pia Kjærsgaard at møde op på søndag, som de gjorde forrige søndag, for at vise deres foragt.
Omar Marzouk
Har du læst klummen grundigt? Det er en god ide at printe den ud, så du har den ved dig til de resterende opgaver.