Forside Læremidler Artikler Links Spørg & svar
Interaktive assistenter
Internettet ned på gulvet
Centrale begreber
Astrid Lindgren
Avisen

Centrale begreber

Der er en række begreber eleverne kan have glæde af at lære. Vi gennemgår dem kort her:

Site: Et site eller en hjemmeside er en samling af sider der alle er produceret af den samme producent (firma, institution, gruppe, privatperson osv.). Sites har en (indimellem flere) fælles grundstamme i adressen, fx www.jubii.dk, www.jeppe.bundsgaard.net, www.sdu.dk/hum (Humaniora på SDU).

Overside/forside Et site har en forside eller en overside som er den side man kommer til først hvis man skriver sitets navn ind i adressefeltet. Siderne der linkes til herfra kaldes undersider. Hvis man står på en underside, vil det ofte kunne lade sig gøre at finde oversiden ved at slette alt det i adressefeltet der står efter den første skråstreg.

Link: En link er den understregede tekst man kan klikke på og derved komme til en anden side på samme site eller på et andet site.

Browser Browseren er det program man bruger til at se internetsider med (fx Microsofts Internet Explorer, Netscape eller det gode norske Opera).

Hypertekst: En hypertekst er en samling af tekster der er indbyrdes forbundne gennem links.

Søgemaskine: En søgemaskine er et program med hvilket man kan søge efter sider på internettet der indeholder de søgeord man skriver.

Søgerobot: En søgerobot er det program der samler sider ind fra internettet. Programmet går fra side til side ved at følge links og kopierer hele teksten ned på sine egne harddisks (Google har fx over 10.000 computere med harddiske stående). Det tager flere uger for søgerobotten at komme internettet igennem - og derfor er det ikke nødvendigvis alle sider på internettet der er i søgemaskinens hukommelse og ikke nødvendigvis de seneste udgaver.

Søgning i søgemaskiner: Når en søgemaskine skal finde sider der passer til et eller flere søgeord, søger den sin egen hukommelse (sine egne harddisks) igennem for hvor søgeordene optræder. Dvs. at søger man på Anne Frank finder søgemaskinen alle sider i sin egen hukommelse (som jo er kopieret fra internettet) der indeholder ordene - også hvor de ikke står ved siden af hinanden. Siderne handler altså ikke nødvendigvis om dagbogsskriveren Anne Frank. Og siderne kan være slettet eller ændret siden søgerobotten kopierede siderne.

Søgeregister Et søgeregister svarer lidt til de gule sider, idet det er en samling af links til sites. Hvert site er beskrevet med en kort tekst og nogle emneord. Man kan finde sider gennem emnekataloget eller ved at søge i emneordene og beskrivelserne (jubii, kvasir, yahoo). Søgeregistre har ofte også en robot tilknyttet.

 

Lær mere om søgemaskiner osv. på Kvasirs søgeskole.

Redigeret af Jeppe Bundsgaard
Webmaster: Jeppe Bundsgaard
Sidst opdateret: 20-08-2016
Denne sides adresse: www.it-didaktik.dk/main/laeremidler/internettetnedpaagulvet/
centralebegreber/index.php
SmartSite Publisher